Karate og arrogance
- Detaljer
- Oprettet: Fredag, 28. august 2009 02:00
Jeg er 43 år og er gradueret 6 dan! Så de instruktører der skal undervise mig skal i hvert fald have en vis alder, samt en ordentlig bunke dan grader på sit bælte…… ellers kan de ikke lære mig noget!
VRØVL! Faktisk kunne det nok ikke være mere forkert med denne opfattelse. Heldigvis er det heller ikke et issue vi er særlige begrænset af i Vejle Shotokan. Jeg mener at vi i klubben har en god nysgerrig tilgang til nye instruktører og metoder. Sagt på godt jysk, kunne det lyde nogenlunde sådan her: Jamen lad os da få ham ind på måtten, så tager vi da lige et kig og ser hvad han er for en størrelse! \r\n', '\r\n
Desværre er karate verdenen begrænset af en vis arrogance. Måske er det stadig den japanske kultur der slår for meget igennem, hvor det jo netop er den fysiske alder og den grad men har på sit bælte, der bestemmer den status man har.
I går havde vi i klubben besøg af Nikolaj Skarbye. En helt ung fyr, med den ”beskedne” grad af shodan…… og med sine kun 22 år, bestemt en person der sagtens kan få mange ”ældre/øvede” til at vælge fra.
Men hans modne fremtræden, hans viden, samt hans arrangement, er dog et levende eksempel på at der absolut var masser af viden for alle deltagere at hente.
Men hvorfor at det lige at nogle vælger fra? Er det fordi de oprigtig ikke tror på at de kan lære noget? Ønsker de ikke at lære noget nyt? Eller der mere fordi de ikke tør blotte deres viden ved måske at vise at de har ”huller” i deres karate, selvom de har en høj dangrad, og måske også vise at der er noget de måske ikke kan finde ud af?
Min pointe er – jeg mener det er helt på sin plads at være selektiv i sine valg af instruktører, blot man ikke går med skyklapper på.
OSS
Jean