KARATEDOlille.png

Kort historisk baggrund


Karate er egentlig to ord, Kara-te der betyder tom hånd, sammensat bliver det den tomme hånds kunst, altså en selvforsvars form hvor det menneskelige legeme udnyttes fuldt ud til forsvar og modangreb. Den Karate form vi kender i dag har en oprindelse der kan spores tilbage til det gamle Kina. Det fortælles at zen buddhismens fader Bodhidharma (Darum) på sin vej fra Indien til Kina, hvor han skulle missionere, udviklede et system af fysiske øvelser der byggede på naturens og dyrenes bevægelser. Dette system fik han god brug for, da han skulle undervise munkene i Shaolin klostret i byen Shaolin-sze. Han opdagede der, at munkenes fysiske form var meget dårlig, så dårlig at de ikke kunne gennemføre den meget krævende meditation. Han lærte dem derfor I-chin-sutra (navnet på hans system). Munkene i Shaolin klostret blev hurtigt kendt som de bedste og stærkeste kæmpere i Kina. Dette kampsystem blev op gennem årene udviklet og kultiveret.

I Japan møder man første gang systemet på den sydlige øgruppe Okinawa. Den person der har ansvaret for udbredelsen af systemet i resten af Japan boede på denne øgruppe – nemlig Gichin Funakoshi. Gichin Funakoshi studerede hos de store mestre. Han viste første gang Shotokan Karate officielt i 1917.

Denne stilart blev hurtigt meget populær på grund af dens effektivitet og alsidighed. Desuden er det en stilart alle kan dyrke uanset alder. Shotokan Karate er i dag udbredt i hele verden.

I nyere tid er Karate ikke kun en selvforsvars kunst, men er også blevet en populær sport.


Heian (Pinan)

Oversat fra Kanazawa'' sensei''s "Kumite Kyohan"

Heian Kata er grundlæggende og deres betydning klar, dog er der mange elever der træner dem, uden at forstå deres virkelige betydning. Gamle Kata med ukendt oprindelse blev undervist fra mesteren til eleven, mundtligt og hemmelighedsfuldt og af ukendte årsager, blev deres arbejde ikke offentliggjort.

Men oprindelsen, navnet på grundlæggeren og meningen med HeianKata er kendt. I 1905 Introducerede og fremmede sensei Yasutsune Itosu " The sacred fist" (død i en alder 85 år i 1915) øvelsen af basisteknikker som et fag på gymnasiet, der dengang trænede Naihanchi (Tekki). I en periode på 2 - 3 år fuldendte han Heian Kata.

Hver skole har deres teori, nogle tror at ophavsmanden var Koshokun, skaberen af Kanku. Mange påstår, efter grundige studier, at de forskellige avancerede teknikker ligger til grund / stammer fra Kata Bassai.

Karate Kata har en tradition, en betydning og en værdi. Hvis man udfører dem forskelligt, mister de deres ægthed. Sammenlignet med en traditionel Kata som Kanku, er Heian ikke en "kampkata", men en grundlæggende / fundamental træningskata. Således bibringer de til et forskelligt syn på Katahistorien og indflydelsen fra skolerne på Okinawa var derfor betydningsfuld. Da Karate blev indført som fag på gymnasierne og universiteterne på okinawa, blev den dødelige kunst, til en form for selvforsvar eller gymnastik. Det blev begyndelsen til en ny æra.

Yasutsune Itosuvar lederen der var ansvarlig for denne ændring. Han udviklede en form for gymnastik, man kunne øve i grupper, i stedet for træning i hemmelige " kampteknikker". Derfor er der i heian Kata fjernet teknikker som Ippon-nukiteog Nihon-nukite mod øjnene og spark mod lysken. Derfor begynder alle Heian Kata med Uke, for at udtrykke ydmyghed og fra Heiwa-antai(fred og rolighed) fremstod så Heian eller Pinan.

Når vi begynder at studere karate lærer vi Heian. Elever der er nået længere, må ikke negligere dem. De betyder meget senere hen og vi må ikke glemme den.


Hvad er do

For at få en dybere forståelse af hvad do er, er man nød til at se lidt tilbage i Japans historie. Japan har igennem tiden både haft kontakt til Korea og Kina. Herfra blev Buddhismen introduceret. I slutningen af 500-tallet fik buddhismen støtte fra prins Shotoku, der samtidig gennemførte omfattende politiske re-former, efter kinesisk forbilled. Med de nære kontakter til Kina, blev Nara-tiden (710-794) en blomstringstid for kunst og lærdom. Der skød store buddiske templer op omkring Nara. Men da de efterhånden begyndte at true kejsermagten økonomisk og politisk, blev hovedstaden flyttet længere nordpå til Heian-kyo i 794. Det var så starten på Heian perioden (794-1185). Japan frigjorde sig fra Kina og udviklede deres egen kultur. Hoffet overlod mere og mere af magten til mindre fremtrædende familie-  medlemmer, der med tiden slog sig op som militære ledere med et følge af samuraier. Hen imod slutningen af perioden bragte striden om tronen de store krigerklaner til magten. I kamakura perioden (1185-1333) opstod der en ny kultur skabt af samuraierne, hvis idealer appellerede til masserne. Der var atter skabt kontakt til Kina, der bragte nye buddiske strømninger til landet. Disse blev modificeret efter Japansk mønster. I kamakura perioden grundlages mange nye retninger indenfor zen buddhismen. Datidens samurai''er, som var hærdet af mange års krig, kunne i høj grad bruge zen i deres træning og kampe. Det var af stor vigtighed at de kunne handle instinktivt og intuitivt og ikke tøve  når de stod ansigt til ansigt med døden i form af et sværd. Der krævedes den totale opmærksomhed og  nærværd og de skulle hele tiden træne på at perfektionere deres teknikker, så de ikke behøvede at tænke, men kunne handle frit. De elementer zen kunne bidrage deres sværdkunst med, var en uvurderlig træning af sindet, at leve i nu''et, selvkontrol, overvinde angsten for døden, være bedre rustet i krig både fysisk og mentalt. Men zen var andet end et redskab for samuraierne, som de kunne bruge i deres træning. Muromachi tidens Japan (1336-1573) var en blomstringstid for zen og dyrkelsen af det æstetiske. Te-ceremonien eller chado, blev en vej man kunne følge der havde fire principper: "harmoni", "respekt", "renhed" og "indre stilhed". Kunsten at arrangere blomster blev også gjort til en do, som kunne dyrkes og bruges som et middel til at opnå sindsro, lykke og en mening med livet. Men der var mange "veje" eller do, der også blev udviklet omkring samme periode og som har rødder i zen. Der er Kyudo (buens vej), kendo (sværdets vej) shodo (kalligrafi) oa. Næsten alt hvad man foretog sig (kunsthåndværk, kampkunst, ens erhverv mm.) blev en do. Fælles for disse var at de ikke alene er mål i sig selv, men også er veje til en afklaring og erkendelse af bevidsthedens egentlige natur. Det japanske do er det samme som det kinesiske tao, som er en benævnelse for alle tings egentlige natur og den vej eller metode et menneske bør følge for at erkende sin egentlige natur. Do er derfor en retningslinie i livet og en etisk vej. Her er altså tale om en proces med det mål at udvikle sig som menneske.

Det er her vigtigt, ikke kun at have nogle mål, såsom at blive gradueret, så og så mange kyu eller dan, eller at blive god til at kæmpe og deltage i stævner. Hvis man har for mange mål, med det at træne karate-do, er der en fare for at glemme selve processen, eller oplevelsen.


Oss

Ordet oss er af japansk oprindelse og bliver brugt af dem der træner karate overalt i verdnen. Det bliver udvekslet og forstået overalt hvor man træner, både som hverdagshilsen såsom "tak", "jeg har forstået", "goddag" og "farvel". Når man siger oss skal det ske samtidigt med et rigtigt udført buk, der viser respekt, sympati og tillid til den anden.

Oss er en fonetisk omskrivning af to kinesiske tegn. Det første tegn betyder bogstaveligt at "skubbe" og symbolisere kampånden, vigtigheden ved at yde en indsats og hele tiden forsøge, at gøre sit bedste og skubbe alle forhindringer man møder væk, med en positiv og uændret indstilling.

Det andet tegn betyder bogstaveligt at "lide" og det udtrykker mod, ihærdighed og udholdenhed, at kunne modstå smerte og nedtrykthed, ikke give op og altid tålmodigt holde modet oppe.

Når en karate-ka er kommet udover begynderstadiet ( som er kendetegnet ved at man koncentrerer sig om rækkefølgen i teknikkerne, ser og efterligner og prøver at huske ) kommer der en periode hvor man pludselig begynder at kunne se sine egne fejl. Ligegyldig hvad man prøver er det ikke godt nok, der er ikke fart nok på, stillingerne er ikke gode nok mm. I denne periode er der mange der mister modet og bliver nedtrykte. Det er vigtigt at vide, at alle har været, eller kommer igennem sådan en periode før eller siden og det kun er et tegn på at man er blevet bedre, idet man nu kan "se" sine fejl. I den periode er det vigtigt at man netop er ihærdig, tålmodig og er istand til at møde forhindringerne med en positiv og uændret indstilling.

Som Gishin Funakoshi siger:"Karate er som en kedel med kogende vand, hvis du ikke hele tiden varmer op under den, bliver det koldt".


Zazen

I starten af en lektion og igen i slutningen af en lektion meditere vi, det kaldes Zazen. I Japan er det almindeligt at man praktisere Zazen. Det er ikke kun blandt Zen tilhængere men også almindelige mennesker bruger det til en form for åndelig træning. Zen templerne holder indimellem decideret træning i Zazen.

Det vigtigste ved Zazen er vejrtrækningen, man skal trække vejret dybt og roligt og få masser af luft ned i lungerne for derved at kunne slappe af og omstille sig til den kommende lektion.

Når vi benytter os af Zazen i karate er det også fordi vi skal kunne træne med et åbent sind og alle uvedkommende tanker og følelser som kan virke forstyrrende skal væk.

Under Zazen sidder vi i en knælene stilling ( seiza ).  Det er vigtigt at ryggen er rank, så energierne kan flyde frit gennem kroppen og vores vejrtrækning kan komme dybt ned i "maven". Hvis man synker sammen trækker man uvilkårligt vejret med brystet som giver en overfladisk vejrtrækning.

Man skal trække vejret ind igennem næsen og forstille sig at luftstrømmen fortsætter op igennem indersiden af panden, ned af rygsøjlen og rundt i maven. Hver indånding og udånding skal tage ca. 10 sek. og gentages 3 gange.

I starten vil man uvilkårligt tænke over ens vejrtrækning, men efterhånden som man får trænet den op, bliver det en naturlig del af ens vejrtrækning. Der er utallige måder at trække vejret på i Zazen. I karate benytter vi os af ovenstående måde.


Rei (buk)

Oversat fra Kanazawa Sensei''s "Kumite Kyohan"

Den første time i karate, begynder med at øve REI. Siden hen skal det trænes jævnligt og huskes. Når man begynder at træne kumite er det endnu vigtigere at huske REI. Kun den der forstår den dybere mening kommer på et højt niveau af dygtighed. Karate do er en kampkunst og har som sådan ingen slutning ( mål ) eller forklaring i sig selv. Det er igennem en proces af hård træning og streng/hård disciplin at vi prøver at forstå og nå vejen ( MICHI / DO ). Sensei funakoshi var fuldt klar over vigtigheden af REI og han huskede tit sine elever på det og et af de 20 principper ( SHOTO NIJUKUN ) er netop at karate begynder med REI og slutter med REI. REI kan defineres som viljen til at etablere et forhold baseret på gensidig tillid, velvilje, forståelse og respekt for ens medmenneskers følelser ved at vise vores respekt. I samfundet er det en måde at bibeholde harmoni mellem mennesker, for et bedre samfund.

REIGI er et kodeks ( SAHO ) eller en måde hvorpå man kan give udtryk for dette kodeks. Den der lære karate do må forstå den dybere mening af REI og altid opføre sig efter principperne af REIGI. Karate do er naturligt og skal bruges i ens daglige liv. I praksis er REI en ceremoni eller formel hvormed to mennesker udveksler gensidige tegn for deres respekt og tillid.


Kiai

Kiai er et råb vi benytter os af, når vi vil give en teknik kraft. Ki kan betyde mange ting, men i forhold til karate, er betydningen : sind eller ånd. Kiai er en måde at fokusere sit sind på. En form for kiai ses også i andre former for kraftbetonet sportsgrene, eksempelvis kuglestød, vægtløftning og spydkast. Et kiai kan bruges når en maksimal kraft skal koncentreres om et stød eller spark, men kan også bruges, som en del af en taktik, når man kæmper. Her kan man ved hjælp af kiai, få modstanderen til at spænde, trække sig lige uden for rækkevidde, og lige når modstanderen skal til at slappe af, sætte et afgørende angreb ind. Der er også den psykologiske effekt når man kæmper. Brug af kraftige kiai, kombineret med en ukuelig kampånd, kan få modstanderen til at trække sig og herved knække vedkommendes psyke. Kiai kan med fordel også bruges som et middel til at psyke sig selv op eller få spændinger til at forsvinde inden en kamp. Man kan også bruge kiai til at løfte sig selv op, ved et særligt hårdt træningspas.

Kiai skal kunne strømme frit igennem luftrøret ved hjælp af mave musklerne. Her er det vigtigt ikke at hindre det frie kiai, ved at spænde stemmebåndene unødigt meget f.eks. ved brug af vokalerne "i" eller "u". Et kiai skal være kort og kontant og ikke trækkes ud i lange dyriske brøl eller være hele sætninger.


San, Sempai og Sensei ?????

Det der nok i starten kan volde problemer, er at huske hvad man skal titulere de forskellige medlemmer i klubben med. Det bliver ikke bedre af, at det også er lidt forskelligt  klubberne imellem. Jeg vil kort beskrive betydningen af "titlerne" og hvordan vi gør det i vores klub. San bliver brugt i Japan som tiltaleform, når man skal være høflig eller vise at man respekterer vedkommende. Det er meget uhøfligt og respektløst ikke at sige det. San bliver brugt efter vedkommendes efternavn. F.eks. hvis den, man snakker med hedder Honda, bliver det til Honda san. Oka betyder mor, er man høflig bliver det til oka san. Indenfor karate verdenen bruger vi også tiltale formen san. Her gælder det, at lavere grad ikke siger san til højere grad, men gerne omvendt. Har man samme grad, bruges tiltale formen san ligeledes. Tiltale formen senpai bliver også brugt i Japan. Det er specielt på universiteterne hvor førsteårs studerene tiltaler anden og treide års studerene senpai. Senpai bliver også brugt, når en lærling tiltaler andre lærlinge, der har længere erfaring inden for pågældende håndværk/fag. Man kan sige at senpai bliver brugt om personer man kan lære noget af. Indenfor karate tiltales alle sortbælter sempai, da de har været igennem kyu graderne (elev-graderne) og derfor gerne skulle kunne lære fra sig. Tiltale formen Sensei bruges slet og ret om en person der er lærer, det være sig skole lærer,  mester (indenfor et håndværk) og f.eks. en karate lærer. Det er typisk chefinstruktøren i en klub, der tiltales sensei.