Lære nyt eller ikke
- Detaljer
- Oprettet: Onsdag, 08. september 2010 02:00
(Hvor blev de gamle af?)
Skrevet af sensei Ole Nielsen
(Et lille tankespind som svar på Jeans senseis artikel.)
Der er i vore dage et væld af Karate mestre, som alle har deres egen personlige tilgang til hvordan de opfatter Karate. Dette mener jeg er meget positivt, da det giver een mulighed for at ”surfe” rundt blandt dem og lære spændende ting og se hvordan andre tænker Karate.
At man når man træner et eller andet, udvikler personlige preferencer og holder ved dem er der intet odiøst i at man. Jeg har spillet guitar i mere end 30 mange år (dog ikke særligt godt), og de sidste 25 (!) til og fra. Jeg har ikke udviklet mig med at kunne spille 30 forskellige melodier på min guitar, men det jeg kan spille kan jeg til gengæld spille med lukkede øjne. Jeg kan ikke længere huske akkordernes navne, men kan dem alligevel. Jeg ville da gerne lære mere, men min tid er desværre ikke til det (måske man burde TAGE den tid og gøre hvad man har lyst til!!).
Jeg TROR at det samme gør sig gældende indenfor andre ”fag”. Det kan være Fodbold (man specialiserer sig i en finte og bliver der, fordi det virker for een selv), eller Badmington (hvor jeg har en ganske speciel ”stop bold”teknik, som virker hver gang og tager r.... på min modstander på den anden side af nettet).
Meget anderledes tror jeg faktisk ikke det er indenfor ”min” verden, nemlig Karate.
Der er mange ting i Karate som jeg er bekendt med. Jeg har et godt overblik over vores grundteknikker og kata. Vores Kumite kan jeg udenad, men min virkelige passion er ting der får MIN karate til at virke i praktiske situationer. Nogle få, men enkle teknikker, som jeg VED fungerer, når ”når lorten rammer viften”, da jeg har afprøvet dem i mit fritidsjob som dørmand.
Jeg føler ikke længere at jeg behøver tage til 5 timers eller 2-dages seminarer for at lære nogle nye og i mange tilfælde utroligt rodede og avancerede teknikker. JEG forstår fuldt ud at nogen gerne vil lære så meget som muligt, og det beundrer jeg dem meget for. JEG har bare ikke det behov indbygget i mig længere. DET skal dog ikke forståes sådan, at jeg ikke stadig væk har meget at lære og mener at jeg KAN det hele, MEN jeg mener at kunne det, jeg har behov for at kunne, sat i forhold den erfaring jeg har.
JEG er stensikker på, at deltager jeg i et seminar, vil jeg få noget med hjem, uanset alderen på den person der underviser, det er ikke det væsentlige. Hvis alder skulle have en betydning, mener jeg faktisk at man skal holde sig til at træne med de unge, da de ofte har en super tilgang til tingene (se bare Iain Abernethy eller andre). Jeg er bare nået dertil, at skal jeg lære noget, skal det være noget jeg kan benytte praktisk og har lyst til at lære fra mig til mine elever. Det er lidt ligesom at jeg også foretrækker en ung tandlæge fremfor en gammel tandlæge...jeg er sikker på, at den unge tandlæge er sikker på hænderne og har de sidste nye teknikker indenfor faget i ”hus”.
Samtidig er det vigtigt at indskyde, at jeg altid aldrig kunne drømme om at fraråde mine elever i at deltage i seminarer, tværtimod vil jeg altid bakke dem 110% op og opfordre dem i at deltage hvis de har lyst. Protektionisme indenfor Karate er der nok af rundt omkring, den skal vi ikke fodre. Omvendt mener jeg heller ikke vi skal presse eleverne ud i nogle seminarer de ikke kan overskue eller har lyst til at deltage i.
Man bør hjælpe og vejlede, ikke insistere.
Der er mange i min Karate omgivelser som føler, at det vi har er nok. Der er rigeligt at huske på i forvejen og man har ikke behov for at skulle gå og huske på 15 kate’er mere, eller avancerede bunkai teknikker, som man i den sidste ende gerne skulle kunne lære videre til eleverne, for hvorfor lære dem hvis formålet ikke er at dele dem med andre !!
Jeg har elever, som er utroligt glad for at træne karate i den sammensætning og systematisering den nu engang er sat op i SKIF. Der er Kihon, kumite og Kata. De gør det for motionens og det sociales skyld, ikke så meget for at lære at forsvare sig eller for at komme med til stævner, men fordi deres gode venner og ”fellow karate ka” er der i dojoen lige foran dem og at de gør det de er gode til og føler sig tilpasse i.
Personligt kan jeg sagtens følge dem. Genkendelsens glæde ved at træne en kata som man har lavet 1000 gange før, ja, det er næsten som at være kærester eller genkendelsens glæde ved at træne en kombination, som man ikke har set længe, som at møde en gammel ven...det at genopfriske ting fra ”gamle dage”.
Jeg tror at vi som forskellige mennesker og med forskellige præferencer, bare skal se faktum i øjnene. Vi har stadig alle meget at lære og kan sagtens drage erfaringer ud fra det vi kan i forvejen, eller man kan tage ”ud” og lære nyt fra andre.
Disse to muligheder, synes jeg selv er fremragende og ligger frit for enhver.
Nogen har lyst til at lære nyt og udvikle sig teknisk, andre udvikler sig personligt og teknisk i det de kan i forvejen.
Erfaring og udvikling behøver ikke nødvendigvis at udarte sig i en masse avancerede nye fysiske udfoldelser, men kan sagtens komme inde fra og udvikles derfra i kraft af det man kender til. Jeg tror faktisk at det i mange tilfælde ikke er arrogance der forhindrer folk i at deltage i træninger, måske nærmere præference.
Ikke at man ikke har lyst til at lære noget nyt, nærmere at man har lyst til at udvikle det man man i forvejen, bare på sin egen måde.
Jeg mener ikke der er noget forkert i nogen af måderne at udvikle sig selv på, vi er bare forskellige og har forskellige behov og her mener jeg alderen sagtens passende kan nævnes !
God træning :-)
Ole Nielsen
7. dan SKIF Shotokan