Lidt om mig selv……
Mit navn er Jean Sørensen, jeg er gradueret 6 dan, og træner til dagligt i Vejle Shotokan.
Begyndelsen
Jeg startede til karate i 1983 i Vejle Shotokan i en alder af 17 år. Egentligt havde jeg haft lyst til at starte tidligere, men måtte ikke for mine forældre, da de mente at sådan noget vild kampsport kun var for bøller og voldsmænd….. det skulle senere vise sig at de nok ikke kunne have taget mere fejl.
Men som sagt startede jeg, og blev ret hurtigt hooked på det. Jeg fandt nogle værdier i denne nye verden, som jeg ikke tidligere havde mødt i mit liv. Måske lidt vanskeligt at forstå, men lad mig prøve at forklare nogle af de ting, der i starten gjorde størst indtryk på mig:
Vigtige indtryk for mig
- Alle begynder, lige den første dag de træder ind i dojoen og gennem sin træning, langsomt at bygge en ”ny” identitet op. Efter noget tid får man et farvet bælte om maven der ”flasher” hvor lang man er nået i processen. Altså en meget tydelig ”hakkeorden” der er rigtig let at forholde sig til.
- Man bliver lige som en familie! For alle kommer med samme formål, nemlig at træne karate, og man bakker op og hjælper hinanden hvor man kan. Hurtigt finder man ud af, at man er ”en del af noget”, og ikke uvæsentligt er det noget man selv har valgt.\r\n
- Endelig får man også mulighed for at arbejde med sin egen krop. Man udfordrer og presser hele tiden sig selv, og man får derved et kendskab til sin egen krop, både fysisk og mentalt, som ellers ikke ville være muligt.\r\n
- Og ikke mindst får man muligheden for at stå på et kampareal face to face med en modstander, der vil gøre alt hvad han kan for at ”slå på dig”, og den eneste beskyttelse du har, er dine egne evner! Selvfølgelig er der en dommer, men han kan først ”hjælpe dig” når du har fået et par på kassen J Dvs. der er kontant afregning på en måde alle kan forstå, og udfaldet af kampen giver altid en god indikation af hvad der vil være en god ide at øve sig lidt mere på.\r\n
Selvfølgelig indeholder karate også en mental del. Men når jeg fokuserer meget på denne synlige og meget målbare del er det fordi, at det naturligt nok er her det meste fokus ligger når man starter med at træne karate eller en hvilken som helst anden kampsport.
Hjælpetræner
Som sagt blev jeg hurtigt hooked, og de 2-3 gange træning om ugen, blev hurtigt til 4-5 gange i stedet. Dette betød at jeg flyttede mig lidt hurtige end de fleste jeg trænede på hold med. Men glæden var alligevel ikke mindre, da min instruktør en dag kom hen til mig, da jeg havde trænet i lidt mere end et år, og sagde at hvis jeg gad, kunne han da godt bruge en hjælpetræner. Om jeg gad??? Det var en kæmpe ære at blive spurgt om, så selvfølgelig takkede jeg ja til det.
Jeg var overbevist om at det var min ihærdige træning og min dygtighed der gjorde at det lige netop var mig han havde spurgt.
Hmmm – det var det måske også. Men en sandhed med modifikationer, idet man også dengang, af og til, manglede instruktørassistenter, og endelig havde han jo sikkert også bemærket at jeg ”altid” var i klubben alligevel :-)
Men det gjorde alligevel ikke glæden hos mig mindre, og da jeg nu lige pludselig var ”inde i den inderste cirkel”, gav det også ekstra muligheder i form af endnu mere træning hjemme i klubben, og tilbud om forskellige kurser, fællestræninger og stævner som klubben ville give et økonomisk bidrag til.
Div. kurser
Gennem i lang årrække deltog jeg i stort set alle de kurser og fællestræning som var muligt for mig. Retfærdighedsvis skal det dog lige nævnes at der slet ikke var det samme udbud af kurser og seminarer som der er i dag. Men alligevel blev det til mange weekender og mange kørte km.
Det blev også til mange input fra forskellige kursusholdere og instruktører. Selvom kvaliteten af de input jeg fik var ret svingende, har jeg dog aldrig fortrudt eller følt at jeg spildte min tid. Jeg er af den overbevisning at der altid er noget af det man har hørt eller trænet, man kan bruge. Og sagt på en lidt anden måde – jeg ved nu en hel masse om hvordan man IKKE skal gøre :-)
Vejle Shotokan & SKIF
Ca. et år efter jeg var startet, blev jeg gennem Vejle Shotokan medlem af SKIF (Shotokan Karate International Federation). Et fantastisk forbund, som næsten kan opfattes som en ”overbygning” på den ”familie” jeg havde/har i klubben. Forbundet udmærker sig bl.a. ved ikke at være diktatorisk (og det var stort dengang, sammenlignet med et konkurrerende forbund) og at have det enkelte menneske i centrum. Derudover kunne de tilbyde instruktør uddannelse, fællestræninger og kumite træning med et tilhørende kamphold.
Efterhånden er det blevet til et langt bekendtskab med SKIF og de mange fantastiske mennesker jeg har mødt der. SKIF har, sammen med Vejle Shotokan, været med til at forme mig til det menneske jeg er i dag, igennem kurser, stævner, sommerlejre, Europa- og verdensmesterskaber, og alm. social samvær, hvilket jeg er dem meget taknemmelige for.
Oss
Jean